Mit første møde med en berner var for 23 år siden, hvor jeg sad ved min tantes spisebord og ind kom en stor skøn berner, der lagde sit hovedet på bordet og kiggede på mig med de dejligste brune øjne.
Der var jeg for evigt solgt til denne skønne vovse.
Berneren er en pragtfuld stor bamse, der i sin egen verden ikke er større end en gravhund.
Uanset hvor lidt plads der er, er der altid plads til dem. De fylder jo absolut ingenting i følge dem selv og kan lige snige sig op i sofaen, uden man overhovedet mærker det.
Ligesom de som den naturligste ting i verden gerne kravler op på skødet af en´, for når der er plads til katten er der jo også masser af plads til dem.
Man kommer ud for mange spøjse situationer med disse skønne hunde og man kan lige så godt fra starten vænne sig til at folk ikke er helt sikre på om det er en´ selv eller hunden, der er mest sær.
De er nogle meget kærlige hunde og er stærkt knyttet til familien.
Man siger jo normalt at hunde ikke kan lide at "kramme". Det har man nok bare i farten glemt at fortælle en berner, for de både giver og modtager gerne en krammer.
Der står også beskrevet at berneren sjældent gø´r, men som vores hunde tit gør os opmærksom på, hvor i alverden skulle de vide det fra, de kan jo ikke læse.
Derfor må man jo også sige at de er glimrende vagthunde, der fortæller en´ hvis noget ikke er som det plejer.
Berneren er en meget speciel hund med sin helt egen personlighed og til tider lidt sære vaner, som uden man opdager det bare bliver en naturlig del af hverdagen.
Og sådan kunne man blive ved, men en ting er helt sikkert.
Man kan ikke andet end elske denne pragtfulde vovse.
vi er medlem af: dansk kennel klub og DBSK.