Galloway

Galloway er kvæg fra England og findes i forskellige farver. De er eminente til naturpleje og kan gå ude hele året, dog skal de have et tørt drænet leje at hvile på eller en løsdriftstald at gå ind i.
Faktisk vil Galloway helst være ude uanset om det sner, regner eller stormer.
Dyrene skal suppleringsfodres om vinteren. Vi fodrer med wrap(syltet græs), hø og halm samt giver dem vitaminer/mineraler.
Køerne vejer omkring 400-600 kg og tyrene noget mere. 
Vi lærer vores Galloway fra de er helt små at følge en sort spand med foder i. Det er en stor fordel hvis de feks. går ud af indhegningen. For så er det næsten altid muligt at få dem ind igen i ro og orden.
Vi fravænner vores kalve når de ca. er 6-8 mdr.
Tyrekalvene: Fordi der begynder det at gå op for dem (præcis som hos teenage drenge) at der er andet i livet end mad og drikke.
Kviekalvene: Fordi Tyren begynder at kigge efter dem alt andet end uskyldigt.

Kvæg er en utrolig dyrerace, som man ikke kan andet end blive facineret af.
Hver enkelt har sin helt egen personlighed og deres egen plads i flokken, samtidig med at de alligevel er meget sociale.
Deres moderinstinkt er utroligt stærk og de udviser en omsorg for deres kalve, som man kun kan beundre.
En ting vi har opdaget til vores store overraskelse, er at køer med små kalve faktisk opretter børnehaver.
En ko ad gangen har tjansen med at holde øje ikke bare med sin egen men også med de andre kalve, mens deres mødre passer deres arbejde som græsslåningsmaskiner. I løbet af dagen er der så vagtskifte mødrene imellem præcis som i en normal børnehave. Og det fortsætter indtil kalvene er blevet er store nok til selv at gå rundt og æde græs.